The Wall sælger for godt

Af Ole Sørensen

Interessen for at komme til Fredericia og opleve Pink Floyd Project opføre »The Wall« har været stor. Lige nu er der kun meget få billetter tilbage til koncerten, der finder sted lørdag den 19. august – faktisk oplyser arrangementets hjemmeside, at der er solgt over 2800 af de 3000 billetter. Men måske bliver der skabt plads til flere tilskuere.

Det er formanden for Fredericia KFUM, Johnny Giltberg, der lufter den tanke.

– Det er ikke overraskende, at der er så stor interesse for at opleve det. Det er nok første, sidste og eneste gang, at The Wall bliver opført i sin fulde længde, og så vil det være ærgerligt at skulle sig nej til nogle tilskuere, mener Johnny Giltberg.

Han vil nu tage kontakt til de to initiativtagere, Carsten Linde og Thomas Kvist Christiansen, for at høre, om de er med på at lukke op for flere tilskuere til koncerten, der oprindeligt var ment som en intim-koncert, hvor der kun blev solgt 3000 billetter til.

I forvejen er det planlagte spillested ved Kastellet i Fredericia blevet flyttet en anelse, så der ifølge Johnny Giltberg vil være plads til op mod 7000 tilskuere.

Jydske Vestkysten 11. februar 2006