Fredag den 17. februar 2006:
Så skete det. Den sidste billet blev solgt. På lidt under to
måneder blev 3000 billetter revet væk. The Wall i Kastellet er
UDSOLGT....!!!!!, og så er der et helt halvt år til showet fyres
af.

De to initiativtagere, Carsten Linde og Thomas Kvist Christiansen (TCCL-Event)
er stolte og glade, har sat hinanden i stævne til en velfortjent middag
på en spansk restaurant sidst på måneden for at fejre med salget med
tapas og kold spansk miquelfadøl.
Torsdag den 16. februar 2006:
Salget af billetter nærmer sig mod hastige skridt de 3000. Det
nærmer sig en salgssucces. Og i dag er koncertplakaten blevet færdig.
Et større parti sendes fluks afsted til København, så The Pink Floyd
Project kan vise den frem på deres turne rundt i landet.
(klik på plakaten og se den i en større udgave)
Onsdag den 15. februar 2006:
Endnu et nyhedsbrev sendes ud. Med begejstring meddeles det, at vi
nu for længst har passeret de 2900 solgte billetter. Det er nu blot et
spørgsmål om tid, inden der meldes udsolgt. Skulle det lykkes inden
månedens udgang, er det bare helt fantastisk. De allerførste spæde
prognoser i den første uge var, at vi i hvert fald har udsolgt inden 1.
april. Men det skulle altså vise sig at gå meget stærkere. Interessen
for at opleve Pink Floyd-musikken er bare stor. Og netop i dag meddeles
det så, at selveste Mr. The Wall, Roger Waters, kommer til landet i
juli. Han giver koncert på Roskilde Festivalen - vil spille hele Dark
Side Of The Moon. Det bliver et forrygende Pink Floyd-år.
Søndag den 5. februar 2006:
2700 solgte billetter. Interessen for at se The Wall er bare
stor. Carsten Linde har i den forløbne uge været interviewet i Radio
VLR og har fortalt om koncertprojektet, og har her haft svært ved at
skjule glæden over de mange solgte billetter, som for længst har
cementeret økonomien i et show, der bliver flot og stort.
Onsdag den 1. februar 2006:
2604 solgte billetter....!!!!
Fredag den 20. februar 2006:
Det er blevet rigtig dansk vinter. Det sner og har sneet. Vi har
planlagt at lave et koordinerende møde med bandet på Danmarks Radio i
Vejle, men det må droppes. Der er så meget sne, at Kurt Kofoed og
Søren Thulin fra bandet ikke vil køre til Jylland. De to mødes i
København, mens den jyske arrangørgruppe sætter sig ved en telefon i
Vejle og laver telefonmøde. Med baggrund i det forrygende billetsalg
vedtages det blandt andet, at lade bandet arbejde med en større scene
og et større lyd- og lyssetup. Det bliver stort. Vi glæder os alle som
små børn til juleaften til showet i Kastellet.
Onsdag den 18. januar 2006:
Så har vi 2200 solgte billetter i ryggen.
17. januar 2006:
Så runder vi de 2000 solgte billetter. Koncertplakaten er under
udarbejdelse. Når vi at få den færdig, inden koncerten er udsolgt.
Det tror vi på.
Onsdag den 11. januar 2006:
Endnu et nyhedsbrev sendes ud, vi har svært ved at få armene
ned af bar begejstring. Billetsalget galopere bare derudad. Omkring 2000
billetter solgt. Fortsat stor interesse og megen snak om koncerten.
Hjemmesiden har dagligt cirka 100 besøg.
Tirsdag den 10. januar, 2006:
Det er ganske enkelt forrygende. Billetsalget har været i gang i
lidt over en uge, og status på billetsalget i dag er 1803 solgte
billetter.
Lørdag den 7.
januar 2006:
Delmålet er nået. Vi har passeret det antal solgte billetter,
der skulle til, for at hele showet kunne hænge økonomisk sammen. Nu
kører det bare derudad - der er stadig godt gang i billetsalget, hvor
vi har passeret de 1600 solgte billetter.
Torsdag den 6. januar 2006:
Så passerede vi 1400 billetter. Vi satser på, at vi kan nå
1500 solgte inden weekenden er omme. Snakken går rundt i Fredericia,
der er stor interesse for projektet. Langt over 1000 har klikket sig ind
for at læse på denne website.
Onsdag den 4. januar 2006:
Det går fortsat forrygende stærkt med salget af billetter -
både i pakhuset og på nettet. 1000 billetter er allerede solgt.
Tirsdag den 3. januar 2006:
Der har været run på i Det Bruunske Pakhus i Fredericia men også
på Fredericiabilletten, over 650 billetter solgt på den første dag - det lover
godt..
Mandag den 2. januar 2006:
I dag, mandag den 2. januar 2006 blev billetsalget til årets
musikalske event i Fredericia, The Wall, skudt i gang. Og det var en
forrygende start. Billetsalget åbnede klokken 10, og allerede fra
starten var billetkøbere mødt op i Det Bruunske Pakhus for at sikre
sig billetter til koncerten i Kastellet i Fredericia den 19. august.
Samtidig gik billetsalget via nettet, Fredericiabilletten, i gang, og
status er ganske overvældende. Allerede på denne første dag er over
en tredjedel af billetterne revet væk. Det er meget tilfredsstillende,
og viser, at interessen for at opleve musikken fra Roger Waters og Pink
Floyds mesterværk, The Wall er stor. Derfor - tøv ikke, bestil din
billet med det samme. Salget lukker, når der er solgt 3000 billetter.
Bestil via www.fredericiabilletten.dk
eller køb billetten i Det Bruunske Pakhus og de mange andre
forsalgssteder, der er. Klik og se listen her
17. December 2005
Økonomien for projektet faldt endeligt på plads, da Fredericia
Kommune sagde ja til til at yde en underskudsgaranti i slutningen af
november, og dermed var startskuddet til de mange forberedelser
givet.

Den ene af initiativtagerne, Carsten Linde, fandt sine sønners
gamle legoklodser frem og byggede en model af den mur, som skal smykke
scenen i Kastellet den 19. august. Legomodellen blev vist frem på det
pressemøde, der blev holdt i Krudtmagasinet i Kastellet den 17.
december for pressen og for de samarbejdspartnere, der er involveret i
projektet.

Guitaristen i The Pink Floyd Project, Søren Thulin, fortalte om
bandets ideer og planer for den store koncert til august næste år.



Efter pressemødet i det gamle krudtmagasin var der
pressefotografering i Kastellet. Her er det Elbo Bladets
"skud" af de fire hovedpersoner i projektet:

Læs de artikler i Fredericia Dagblad, Jyske Vestkysten, Ugeavisen
Fredericia og Elbo Bladet, der blev bragt efter pressemødet, klik ind
på sagtogskrevet
----------------------------------------------------
10. December 2005
The Pink Floyd Project gav en forrygende og totalt udsolgt koncert i
Amager Bio i København, hvor blandt andet musikken til The Wall stod
på sætlisten. Her blev nyheden om projektet i Kastellet ligeledes
præsenteret, og allerede nu melder mange sjællandske Pink Floyd fans,
at de kommer til The Wall-koncert i august.

-----------------------------------------------------
September 2005

Ideen er født, mails er blevet udvekslet, og en varm og
solbeskinnet dag i september mødtes guitaristen og bassisten fra The
Pink Floyd Project, Søren Thulin og Kurt Kofoed, med initiativtagerne
Carsten Linde og Thomas Kvist Christiansen samt Dan Dorshel fra Det
Bruunske Pakhus til snak og ideudvikling - blandt andet i
Kastellet.

Siden mødet i september er der sket en mængde ting, som har gjort
projektet med at opføre musikken til The Wall i Kastellet til en
realitet. En lang række samarbejdspartnere har meldt sig til at hjælpe
med at løfte opgaven, og fra flere sider er det stillet økonomisk
underskudsgaranti. Det gælder Fionia Bank, KFUM´s Boldklub Fredericia
og Fredericia Kommunes kultur og fritidsudvalg. Generelt er
begejstringen for projektet stor, og det alene giver masser af
motivation og arbejdsiver.
|