Kim Engelberth, Holbæk

Jeg har haft den store fornøjelse at høre The Wall opført både i London og i Dortmund i 1981.

Mens hele min gruppe hyggede og legede turister på hotel i London hele dagen, fes en kammerat og jeg rundt på Piccadelly Circus og forsøgte at afsætte de overskydende billetter. Det var håbløst, der var ingen interesse overhovedet. Ned i undergrundsbanen og på markedet - stadig uden succes. Da klokken nærmede sig koncerttid drog vi til Earls Court, hvor koncerten skulle afvikles. Her stod de rigtige sortbørs-proffer, og de ville ikke engang give billettens pålydende, så vi stillede op ved siden af dem og startede vores eget højtråbende billetsalg. "Mærkværdigt" nok fandt de lokale sig ikke i deres nye konkurrenter, og efter en farlig masse grimme engelske ukvemsord og trusler, måtte kammeraten og undertegnede tage flugten ned af sidegaderne skarpt forfulgt af en sortbørs-prof - med kniv i hånden. Nu var det absolut ikke sjovt mere !

Langt nede i nogle skumle sidegader lykkedes det til sidst at afsætte billetterne for pålydende, da at vi bildte kunderne ind, at der var tale om 1. klasses billetter.

Lykkelige over lige at have reddet vores penge hjem i sidste minut inden koncerten, var det tid til at finde vennerne. Stor var misundelsen, da de berettede om mange øl, fest og sjove timer i London.

Forhallen var stor og fyldt med boder med alskens Floyd souvenir's. Selve koncertsalen var enorm - KB Hallen taget i betragtning - og vores pladser var totalt skodagtige, langt bagude og helt ude i siden. Og så startede vores trængsler igen, for på pladserne ved siden af os, sad de 8 englændere, som vi jo havde lovet 1. klasses billetter. Shit, de var ikke positive. Vi var selv blevet snydt, forsøgte vi at forklare dem, men balladen stoppede først, da Pink Floyd begyndte på koncerten. Det var der alligevel ingen der ville gå glip af - endelig fred for de skide billetter.

Koncerten var fremragende, og det er første gang, jeg har haft gåsehud to timer i træk. Husker specielt da Spitfiren drønede hen over hovederne på os og ikke mindst til sidst, da muren til væltede ned over de første tilskuerrækker og Pink Floyd kom frem foran scenen og sang Outside The Wall. Tror jeg fældede en tåre ! om ikke andet, så for at min karriere som billethaj, definitivt var slut.

Efter koncerten skulle den så virkelig fyres af i Londons natteliv, men koncerten havde drænet os for al energi, så det blev kun til lidt mad og på hovedet i seng.

På hjemturen var kræfterne vendt tilbage, og jeg husker især, at DFDS skib anløb Esbjerg havn med karantæneflag oppe, vi havde hængt et gult badeforhæng op i masten.

Klik her og se flere af Kim Engelberths fotos fra koncerten i Earls Court i London og i Dortmund i 1981.

Pink Floyd og The Wall-debut i Dortmund

Til forskel fra Englandsturen i 1981, havde jeg intet med arrangementet at gøre. Jeg var blot dødelig deltager hos nogle, skulle det vise sig, ualmindeligt flippede københavneres trip til Tyskland.

Vi 4 holbækkere skulle mødes med rejseselskabet på Københavns Hovedbanegård og ingen kunne tage fejl. Ja ikke fordi man umiddelbart kunne se rejseselskabet, men den ene af perronerne var indhyldet i et tæt meget duftende røgslør af tvivlsom karakter. Skulderlangt hår, flippede spraglede kostumer, en del i army-look fra et overskudslager, var hvad man så på helt tæt hold. Jo jo vi holbækkere fandt dem sagtens.

I røg og hamp gik det så de næste timer mod midttyskland. Jeg skal love for at begrebet rygekupe, fik tilføjet nye dimensioner. Selv det strikse tyske togpersonale gik fnisende sidelæns efter kontrolbesøg i kupe'erne.

Ankomsten til Dortmund var kaotisk, ingen anede, hvor vi skulle finde vores pension i byen. Nogle havde ædeflip, andre blev nærmest båret ud af toget og atter andre kunne ikke finde deres bagage. Vi 4 holbækkere sprang ind i en taxi og så var den klaret. Lurvet og beskidt pension, men hvad pokker, vi skulle kun være der nogle få timer inden koncerten og så sove et par timer efter koncerten.

Koncerten ville være min første med Pink Floyd og jeg glædede mig så vildt, at indtagelse af opvarmningsbajere var meget moderat. Jeg skulle ikke risikere, at gå sukkerkold midt i det hele - ikke lige samme taktik som vores københavnske rejsefæller anvendte. Til deres ros skal det nævnes, at de alle til mine store overraskelse mødte frem til Westfalenhalle i god tid. En i øvrigt gigant stor hal.

Inde i selve hallen var hele loftet fyldt med sorte flag med marcherende hamre og på scenen stod en enorm ufuldstændig mur med Pink liggende op ad scenen. Man kunne se på oppyntningen, at bandet skulle spille 8 dage i træk. Så meget kan ikke lade sig gøre for en enkelt aften. Vores pladser var gode nede på gulvet og med fin udsigt til scenen.

Og det var et forrygende udstyrsstykke, med læreren som marionetdukke hængende over os med en truende stok, dirty woman siddende på muren med kanonstore skamlæber og en smøg i flaben, grisen var på størrelse med en dansk villa og fløj rundt med meget onde øjne og ikke mindst Gerald Scarfe's forrygende animationer på det runde lærred bag scenen og senere på selve muren. Bandet var til lejligheden udvidet med ekstra musikere på alle pladser, men de nytilkomne var svære at genkende, da de bar Pink-masker. Men det var et meget stort og flot lydbillede i quatrofoni, endnu en fordel ved at spille samme sted i 8 dage. Vores koncert var den næstsidste, så man må formode, at al gearet har været toptunet, sådan lød det i hvert fald. Som i London havde jeg gåsehud det meste af  tiden.

Jeg havde smuglet mit store fine spejlrefleks med ind og fotogra- ferede løs, desværre rakte filmen til hele koncerten til stor for- bløffelse. Forklaringen kom da lyset blev tændt, min film var knækket og alle  fotos tabt - scheisse . De få billeder, jeg har fra koncerten, fik jeg af en kammerat, der sad på en dårlig plads oppe på tribunen. Godt ærgerlig fandt jeg alligevel kræfter til at frekven- tere det tyske natteliv sammen med vennerne. Og sikke en nat det blev - overalt på diskotekerne var der fyldt med turister og lokale tyskere, der enten havde set koncerten samme aften eller en af den foregående aftener. Der blev debatteret Pink Floyd og drukket Bier i lange baner.

Hjemturen husker jeg overhovedet ikke, men vi har nok sovet hele vejen.