The Division Bell-koncerterne var så heftige udstyrsstykker, at
Pink Floyd havde hele to tourkaravaner på landevejen samtidig,
ellers kunne de ganske enkelt ikke nå at sætte det hele op og få
det pillet ned igen mellem to koncerter. Men Simone, som eks-kæresten
hedder, var hyret som fyrværkeriekspert på det hold, der kom til København.
På den måde kom jeg ikke alene
gratis til koncert med verdens fedeste liveband, men blev også
inviteret indenfor backstage.
Orkestrets medlemmer var jo allerede dengang ikke helt unge længere
og satte pris på visse bekvemmeligheder. Dertil hørte, at deres
familier - såsom koner, kærester, børn og nødvendigt personale,
f. eks. barnepiger og sundhedsplejersker - rejste med på store dele
af turnéen. Desuden havde man medbragt et transportabelt køkken i
kæmpestørrelse, med tilhørende bemanding, der sørgede for
forplejningen til både band og crew. Alt i alt fyldte Pink Floyd
med teknikere, gæster og alt det løse samtlige lokaler i hele den
ene af Parkens fire bygninger, og her inde kunne jeg bevæge mig
frit omkring i timerne op til koncerten.
Inden showet var der så stor fælles
middag i den til formålet etablerede backstagerestaurant og her sad
aftenens hovedpersoner i hyggelig snak med familie og venner og
talte da også venligt med folk som mig, selv om jeg (trods
fristelsen til det at gøre det modsatte) havde pli nok til kun at
udveksle lidt høfligheder med bandets medlemmer. De skulle jo ikke
have deres familiehygge ødelagt af en gæst. Til gengæld fik jeg
rig lejlighed til at høre om tekniske detaljer, livet på
landevejen og almindelig tour-sladder fra de mange flinke
teknikere og andre "vandbærere".
Så blev det showtime og jeg kunne
diskret liste ind på plænen gennem en dør til venstre for scenen
- og tilbage til bagsceneområdet igen nogle timer senere. Mæt og
ør af en musikalsk oplevelse, som stadig rangerer blandt de
absolutte højdepunkter i mit liv som koncertgænger.
|