The Wall |
Af Thomas Ulrik Larsen |
CD
1 -
klik på titlerne, hvis du vil læse
teksterne I en pompøs blanding
af stadionrock og englesang, byder The Walls hovedperson, Pink,
velkommen til koncert. Hans fremtoning er ikke ”autentisk”, eller
hvad publikum forventer - forklaret ved spørgsmålstegnet i titlen. Han
er kold og emotionelt forkrøblet, og han morer sig åbenlyst over
publikums forvirring. I Pink Floyds egen liveversion blev nummeret
spillet af et ”surrogate band” med masker forestillende Pink Floyd. Flashback til Pinks
tidligste barndom. Den uskyldige Æblemands-wamp (også kendt fra megen
kønsløs pop fra 50’erne) sættes op mod en mildest talt
mistillidsvækkende tekst. Selv på en god dag kan såvel det materielle
fundament som det psykiske fodfæste forsvinde på et øjeblik.
Første sten i muren:
Fars forsvinden i krigen. Den åh så lykkelige
barndom får en tand til af en række sadistiske skolelærere, som selvfølgelig
selv er under tøflen derhjemme. Deres udstilling af elevernes svagheder
bidrager yderligere til børnenes følelse af isolation. Et messende børneoprør
lurer, men ungerne resignerer og konstaterer blot, at skolesystemet
dybest set kun invaliderer børnene og får dem til at bygge muren
omkring deres følelser endnu højere. ….men
mor er der altid! Hvad enten du har brug for lidt ekstra kontrol,
tjek på kæresterne eller blot en hjælpende hånd til murerarbejdet. Det post-industrielle
samfunds satsen på teknologi og videnskab som den nye religion og vej
mod en bedre verden får en slem forskrækkelse i anden verdenskrig,
hvor teknikken kun bruges til at dræbe. Farvel til de gode intentioner. Vi er tilbage i Pinks
nutid som berømt rockmusiker. Hans utilfredsstillede behov og følelsesmæssige
sult gør ham afhængig af konstant aktivitet, ting & sager,
forandring og frem for alt bifald. Publikum er ikke længere individer
men et hav af ansigter, og Pink er også ved at miste kontakten til sig
selv, for han slapper aldrig af og står i stigende grad med ryggen mod
sin egen mur. Mor har lagt vægt
på betydningen af at finde en sød og rar kæreste, så hvad er mere
nærliggende end at opsøge det stik modsatte? Som rockstar har Pink let
spil, og det bliver tøsernes opgave at frigøre ”the rock’n’roll
refugee” fra den skamfølelse, mor har plantet i ham. Pigerne, Pink møder
på turné i USA, er selvfølgelig voldsomt imponerede over hans
velstand, men det kan ikke skjules, at Pink ikke fungerer normalt, og
den seneste groupie-erobring er af gode grunde noget bekymret. Pink er havnet i en
regulær depression, hvor intet længere begejstrer eller interesserer
ham. Hans tanker kredser om selvmord, og han får afløb for sine
ubrugte kræfter og blokerede følelser ved jævnligt at smadre alt
omkring ham. Det er blevet en almindelig del af hans liv – blot en
fase eller en dårlig dag. Synes han selv. Til Pinks store
forbavselse flygter groupien over stok og sten for ikke selv at blive
slået til plukfisk midt i Pinks raserianfald. Rockstjernen bryder
totalt sammen og forstår intet. Hun er jo dybt central i hans liv –
hvem skal han ellers latterliggøre overfor vennerne og rutinebanke
lørdag aften? Hvordan kan hun bare gå? Det er da for strengt! Så kan det også være
lige meget! Der er ikke længere nogen, der kan holde Pink ud, så han
konstaterer selvfølgelig, at han da slet ikke behøver nogen eller
noget. Hverken omsorg, bæltefiksering eller beroligende piller. I kan
rende og hoppe, kan I. Intermezzo og
musikalsk mareridt, hvor muren bygges færdig. Med grandios
selvmedlidenhed tager Pink afsked med verden – i hvert fald som et
følende menneske. |