The Wall
The Wall – nummer for nummer

CD 2 - klik på titlerne, hvis du vil læse teksterne

Hey you

Pink er ved at komme på bedre tanker, og han forsøger i det små at lægge et par følere ud til verden udenfor. Men det er blevet svært at nå over muren, selvom Pink egentlig gerne vil. 

Is there anybody out there?

Muligvis. Men de kan ikke høre dig L

Nobody home

Pink er blevet indlagt på en lukket stue, hvor han kun har meget få ejendele med. Helt banale ting antager spøjs betydning. Han betragter sine brændte broer og visnede rødder, og trangen til igen at blive et helt menneske med luft under vingerne og et formål med livet melder sig så småt.  

Vera

Refrainsangerinden Very Lynn står for mange englændere som et symbol på håb og fællesskab. Hendes hit fra 2. VK, ”We’ll meet again”, blev spillet som intro ved Pink Floyds ”The Wall”-koncerter i 1980/81. Når Pink spørger, om nogen kan huske Vera Lynn, og hvad der mon er blevet af hende, er det hans private kode, hvor han forsøger at blive taget tilbage af de mennesker, han har stødt fra sig.

Bring the boys back home                                       

Pinks tanker begynder at zigzagge, og vanviddet er ved at indhente ham. I en kaotisk militærfanfare synges der ”Bring the boys back home, don’t leave the children on their own” – en sætning, som både relaterer til Pinks egen opvækst uden far og de vilkår, hans familie lever under, da han som rockstar stort set aldrig er hjemme.

Comfortably numb                               

Det er lykkedes at få Pink ud fra den lukkede, selvom han på ingen made er i stand til at optræde. Men der er ingen vej udenom; der er jo penge i knægten, om en aflysning går slet ikke. En velmenende Dr. Død prøver at få liv i Pink og finde ud, hvor skoen egentlig trykker. Men Pink protesterer. ”Jeg føler ingen smerte. Jeg er blevet hyggeligt følelseløs.” I den afsluttende solo gennemgår Pink den endelige forvandling fra noget, der kunne minde om et menneske til en afstumpet rockdemagog, som skaber en koncertsituation, Hitler ville have været stolt af. Pinks mentale orme (”The worms”, der dukker op igen senere), har fået krammet på ham, da de trives i mørke, frygt og isolation. Rockidealisten i Pink er død, og han foretager en bizar overkrydsning og bliver med et til en fascistisk diktator.

The show must go on  

Et sidste pip fra Pink inden der går helt “Sieg Heil” i den. Han er bange for scenen, bange for publikum, bange for forventningerne og bange for at glemme teksterne.

In the flesh                                            

Denne gang er spørgsmålstegnet i titlen væk. Dette er den sande usande Pink. Han begynder at foretage etnisk udrensning i sit intetanende publikum. Bøsser, negre, jøder, hashrygere og folk med bumser skal alle have en kugle for panden, hvis det står til Pink!

Run like hell                                           

Et totalitært styre har frygten som sit primære redskab. Frygten skaber selvcensur og paranoia, både overfor nutiden og de ting, man har gjort i fortiden. Og man skal altid være parat til at stikke af, for ingen ved, hvornår, man bliver taget med bukserne nede.

Waiting for the worms

Pink sidder i sin bunker (isoleret et eller andet sted, måske backstage) og venter på “The worms”, som nu har fået krop i form af en skinhead-lignende fascistbevægelse. Deres mål er Endlösung, den etniske udrensning, Pink tog hul på ved sin sidste koncert. Stadig er der dog en lille rest af konflikt i Pink, som blandt andet spørger: ”Would you like to send our coloured cousins home again my friend? All you need to do is follow the worms.”

Stop!

Midt i det nynazistiske hysteri, Pink selv har igangsat, bryder han sammen og beder om at få lov til at stå af vognen – ”leave the show”. Han ”fængsles” og venter på at blive ført for en domstol.

The trial                            

Da sagen åbner, lyder anklageskriftet, at Pink er blevet taget på fersk gerning i at vise følelser “af næsten menneskelig karakter. Det går ikke!” Finten ved denne åbning er, at albummets kritik vender sig fra at være rettet mod Pink til at rette sig mod et samfund, som ikke kun dehumaniserer mennesket men tilmed idealiserer denne ødelæggelse.

Pinks lærer, ekskone og mor føres som vidner, og dommeren er ikke i tvivl. Dette er det værste, han nogensinde har hørt! Han får simpelthen trang til at gå på lokum af forargelse over historierne om Pinks menneskelige følelser. En formildende omstændighed er der dog: Pink har vist stort mod i at afsløre sin dybeste frygt, så han dømmes til at blive fremstillet i al sin nøgenhed overfor sine medmennesker.

”Tear down the wall!”

Outside the wall                                  

Midt i murbrokkernes buldren og bragen mindes lytteren om, at der rundt om alle vores mure går mennesker rundt, som forsøger at opnå kontakt med personen bagved. De gør deres bedste, men mange af dem giver simpelthen op og skvatter om af udmattelse. ”After all, it’s not easy banging you heart against some mad buggers wall.”

Klik dig videre til CD 1