Af Poul Bech, 11. april 1980:

Pink Floyd har i de sidste år befundet sig i en slags "ingenmandsland", hvor det har knebet at få den blankpolerede musik sat i de rigtige rammer. Men nu er Pink Floyd stærkt tilbage med det meget ambitiøse værk "The Wall", en dobbelt-LP, der vil gå over i rock-historien.

Pink Floyd slipper her alt det løs, som de har glædet os med i 70´erne - progressiv rock, science fiction, eksperimenterende og dramatiske lydeffekter og symfoniske klange. Et orgie i musik. Det meste lyder ved de første "afprøvninger" som et sammensurium af lyde uden hoved eller hale, men det er bestemt en plade, der vinder ved nærmere bekendtskab. Tekst og musik går fremragende i spænd med hinanden, og teksten er virkelig et studium værd.

Pink Floyd tager pulsen på sin egen generation. Vi bygger en mur op til beskyttelse, men den ender med at begrænse al udfoldelse.

Og sten på sten hæver muren, så at ingen kan undslippe de begrænsede rammer. Og der er masser af sten - forældrenes skilsmisse, lærernes mishandlinger, den besværlige uddannelse, atombomber og krig. Friheden bliver en illusion. Vi bliver os selv nok. Må beskytte os mod den grimme omverden. Og muren bygges højere, og vi isoleres mere.

Det er en slags musical, hvor handlingen skrider frem nummer for nummer - og hvert nummer er en nydelse. Pink Floyd kan spille følsomt og harmonisk musik, men formår som få også at bryde musikkens cirkler og skabe en ny lyd gennem fantasi og talent.
Af de mere stilfærdige melodier kan der nævnes den store single-succes "Another Brick in the wall" med et stort børnekor samt "Mother", "The Tinn Ice" og Nobody Home".(EMI)